Om Viborgparken
Om os
Viborgparken består af i alt 117 ejerlejligheder fordelt på to boligblokke opført 1966-70 beliggende på Vestervangsvej 69-71 og Pebermyntevej 1-9. Lejlighederne er på mellem 33 og 112 kvadratmeter. Der er henholdsvis 72 lejligheder i den ene og 45 lejligheder i den anden blok.
Hver blok har separat regnskab, men fælles bestyrelse og fælles vicevært. Der holdes generalforsamling hvert år i september.
Blokkene er beliggende tre kilometer fra Viborg midtby omgivet af grønne plæner og tæt på indkøbsmuligheder, skole, kirke og Vestbadet samt en kilometer fra uddannelser på kaserneområdet. Det omkringliggende kvarter er præget af en ligelig blanding af boligblokke og parcelhuse.
Til Viborgparken hører følgende fælles faciliteter:
- Carporte, der kan lejes.
- Cykelskure og cykelkælder, hvor cykler kan låses inde, samt udendørs cykelstativer.
- Grøn fælleshave med græsplæner, blomsterbede og areal med vilde blomster og frugttræer.
- Legeplads og fodboldmål.
- Til hver af lejlighederne i stueplan medfølger en lille have omgivet af hække.
Der kan læses mere om fælles faciliteter under praktisk info.
Historie
I 1960’erne var Viborg by ved at vokse ud over sine grænser. Viborg Kommune hyrede derfor i 1962 arkitekten Preben Bågøe til at lave en byplan for en helt ny bydel, der siden fik navnet Vestervang. Her blev der plads til både parcelhuse og boligblokke.
Det benyttede den sjællandske entreprenør og byggematador Bøje Nielsen sig af, da han i 1966-70 med firmaet Component-Byg opførte to boligblokke på Vestervangsvej og Pebermyntevej. Dermed var Viborgparken født.
Vestervangsvej 69-71 blev tegnet af arkitekterne Jørgen og Kaj Schmidt, der var far og søn, og blev indrettet som kollegium med fælles kantine, hvorfor lejlighederne oprindeligt kun rummede små tekøkkener. Der blev indrettet fire forskellige typer lejligheder på mellem 33 og 76 kvadratmeter. Kantinen lukkede dog senere, og kollegieboligerne blev til almindelige lejligheder.
Samtidig opførtes Pebermyntevej 1-9 efter tegninger af arkitekten Birger Nordsted-Jørgensen med ligeledes fire forskellige typer lejligheder her på mellem 42 og 112 kvadratmeter. De største var tiltænkt familier og kunne tage konkurrencen op med de omkringliggende parcelhuse.
Skitserne viser også, hvordan der på Viborgparkens fællesarealer skulle anlægges både en legeplads og en udendørs håndboldbane. Legepladsen blev til virkelighed, men det blev håndboldbanen aldrig. Endelig var der planer om at opføre en tredje boligblok på en del af de grønne arealer. Det blev heller ikke til noget, og i dag kan beboerne i stedet nyde godt af fælleshavens store areal.
Der kan læses mere generelt om Vestervangs historie i artiklen ”Sådan skabtes det moderne Viborg” af Kristian Buhl Thomsen i Fra Viborg-egnen 2009, se side 61-69.